Ting jeg tænker meget på i øjeblikket:

Jeg sad og snakkede med mine forældre om mig og ''veninder og venner'' igår, og efter at kunne ramse op i en halv - en time om hvor mange venner og veninder der har, undskyld ordsproget, men fucket mig op. 

Selvfølgelig vil jeg ikke nævne navne eller situationer her. Men igennem hele mit liv har jeg altid været i tvivl om hvem jeg kunne stole og regne med. Jeg har aldrig været heldig med venskaber. Men selvfølgelig har jeg også haft venskaber som ikke har gjort mig ondt, men det er bare ærgerligt, at størstedelen af alle de gange jeg har ramt bunden har været pga. venskaber. Jeg har haft få veninder som bare lige var mig. Ingen hemmelighed er det, når jeg siger den ene selvfølgelig er Cille. Hun er klart den jeg har kunne regne mest med. Og alle de idioter der har snakket dårligt om Cille - de burde virkelig tie. Hun er noget af det mest loyale. Det er muligt hun ikke er alles kop the, men hvem er det??? 

Min pointe var, at det er ærgerligt at mange af dem man gør sig gode venner med, vælger at sårer en, for det har gjort, at jeg ikke gider bruge min tid på særlig mange. Dvs. lukker mig hellere for mig selv, end vil forsøge at opbygge et venskab, fordi jeg ikke gider bruge mere tid på, at blive såret.

Jeg synes, at ''veninder og venner'' er noget opreklameret pis. Forstå mig ret, mine tætte veninder og mit venskab er ikke dårligt, eller opreklameret. Jeg forstår bare ikke når folk siger: veninder kommer før alt andet'' og ''veninder er de eneste mennesker som aldrig vil forlade dig'' - pis og papir. Jeg har aldrig troet på, at vi har mange ÆGTE veninder og venner.. ÆGTE???? virkeligt????? Jeg tror, du har højest 2 ægte venner i hele dit liv. 

Jeg ved godt nogle vil føle sig stødt eller synes, at jeg er langt ude. Ingen skal føle sig stødt, det er langt fra meningen. Jeg havde blot brug for at komme ud med nogle følelser som jeg åbenbart har gemt på i mange år. Jeg siger ikke at jeg ikke gider bruge min tid på veninder, det vil jeg vildt gerne! Elsker at fyrer den af med mine veninder og snakke med dem osv. Men af erfaring ved jeg bare med det samme hvem jeg kan bruge til noget og hvem jeg ikke kan. Det kan jeg næsten lugte på 100km afstand. Jeg har bare mistet lysten til, at gide forsøge, at bygge et nyt venskab op. 

Men dette har jo ikke kun påvirket mig dårligt, det er jo en god ting, at kunne mærke hvem man kan regne med. Jeg er også blevet meget stærkere af det, ingen tvivl. Jeg har lært, at klare mig selv. Men jeg kunne da godt savne, at jeg bare kunne give slip og bare være i nuet med veninder, og nyde det..