Surt, surt, surt..

Er der nogle af jer der kender følelsen af at være så forelsket, at man er skrækslagen for at miste personen? Alle de nætter man ligger lys-vågen i flere timer, og bare tænker på alt og ingenting, alle de tanker vi gør os og al den frygt. Er det bare spild, eller kan der være noget om det når man begynder at frygte? Det jeg mener er at, man siger, ens krop ikke lyver - hvad så når ens krop føles helt ødelagt og skræmt, fordi man er bange for, der skal ske noget slemt, er det så bare noget vi skal lukke øjnene for, eller er det et tegn på at man skal til at kæmpe, for det der betyder noget? Hvis i forstår mig ret.. Nu har min kæreste og jeg været sammen i over halvandet år, og stadig render jeg, og er bange hele tiden. Kærlighed er ikke altid let, men det er helt sikkert, at det er alt det hårde arbejde og konflikterne værd! Det er bare skræmmende hvad kærlighed kan gøre ved mennesker. Men som ordsproget siger, størst af alt er kærlighed. Det ville være så smart, hvis man selv kunne bestemme sit humør og sine følelser, eller bare sit liv. Men på den anden side, hvornår holder man nogensinde op med at frygte at miste? Det må være dagens undring...
Skriv en kommentar og lad mig hører hvad i tror.

Billede af: Stine Olsen



Ps. tak for al den gode support på mit tidligere indlæg! :)